SKILSMISSEGRUPPE FOR PAR

“Bliv følelsesmæssigt skilt”

Gruppeforløb for skilte par

En gruppe for skilte forældre.I har sagt farvel som par. I er stadig forældre sammen.

Det er dér, det kan blive svært. Den ene er måske allerede videre. Den anden står stadig midt i tabet. 

I går igennem skilsmissen i hvert jeres tempo. Og sorg, vrede, skyld, skam og gamle følelser sidder ofte med ved bordet, når I skal aftale en weekend, en ferie eller en fødselsdag.

Børnene kan mærke klimaet mellem jer. Og hvis de voksne ikke tager ansvaret for de følelser, gør børnene. Og det er ikke deres at bære. 

Derfor er det vigtigt at vi ikke bare bliver praktisk skilt, får styr på nye strukturer, de to hjem og skiftedage, men også bliver følelsesmæssigt skilt. 

For man kan være skilt på papiret og stadig være bundet (følelsesmæssigt) indeni. Den følelsesmæssige skilsmisse er et arbejde for sig. Det er det arbejde vi gør sammen i gruppen. 

Det er en sårbar proces. At gøre alene. Endnu mere at gøre sammen. 

Men hvad så med en gruppe? Er det ikke for stor sårbarhed?

Det er sårbart. Det anerkender jeg. Men i gruppen opdager vi, at vi ikke er alene med det, der er så svært, at vi tror det kun er os, der ikke kan finde ud af det.

I gruppen bekræftes vi i, at ikke to skilsmisser er ens, alligevel er der smerte i dem alle og sammen kan vi nedbryde de tabuer og den skam, som følger med de fleste skilsmisser. 

Det arbejder vi med i gruppen:

✔ Rum til at gennemleve de følelser, skilsmissen har sat i gang: sorg, vrede, skyld og skam.

✔ Hjælp til at definere “den optimale afstand” for jeres samarbejde.

✔ At finde og tage ansvar for din egen del af skilsmissen.

✔ Indblik i de mønstre, der opstod mellem jer, og de tilknytningsmæssige sammenhænge bag dem.

✔ Viden om, hvad børn og voksne har brug for i en skilsmisse.

✔ Indsigt i hvordan du kan vælge både dig selv og samarbejdet.

Gruppen er til forældre, der er gået fra hinanden og har børn sammen. Måske er i netop skilt og vil tage ansvar fra starten. Måske er samarbejdet kørt skævt efterfølgende. 

I skilsmisser arbejder vi med tre kategorier; de røde, de gule og de grønne. De røde er højkonflikt skilsmisser, hvor samarbejdet er ikke-eksisterende. De gule er dem, hvor samarbejdet kan blive svært fra tid til anden og hvor der ofte er ondt i maven, når de to forældre er i kontakt. 

Dette forløb er for de grønne og svagt gule skilsmisser. Det er derfor vi kan gøre arbejdet i gruppen. 

Er I i tvivl, hvilken farve jeres skilmisse er, er I meget velkommen til at ringe til mig. 

I tilmelder jer som par, og I deltager begge to.

OBS! I behøver på ingen måde at være bedste venner for at kunne deltage og uenigheder og svære samtaler er en naturlig del af en skilsmisse. Ellers var I jo ikke blevet skilt. 

Hvem er gruppen til?

Sådan foregår det:

I arbejder med jeres egne mønstre, og bruger de andres fortællinger, eksempler og input til at komme i kontakt med det, som måske ikke er helt synligt for jer. 

At have vidner til vores proces smelter skam og normaliserer det, vi tror, vi er alene om. 

Målet er, at I bliver følelsesmæssigt skilt. Ikke at i bliver bedste venner og kan drikke rødvin  i hinandens køkkener. 

En vigtig del af arbejdet i gruppen er at definere den optimale afstand. Og den er ikke altid så nær, som vi kan tro. 

Jeg definerer den følelsesmæssige skilsmisse således:

  • At gennemleve følelserne, som skilsmissen medførte, herunder grundfølelser som sorg, vrede og skyld.

  • At finde og tage ansvar for egen del af skilsmissen.

  • At identificere de mønstre, der opstod relationelt, og forstå de tilknytningsmæssige sammenhænge.

  • At erkende tabet (som ikke er det samme for alle) og gennem den personlige integritet og eksistentielle valg vælge det nye liv.

Derfor er forløbet
sammensat på følgende måde:

Møde 1-  Nutid: Bruddet og samarbejdet

I arbejder på en fælles fortælling om bruddet. I prøver at forstå hinanden og sætter ord på de følelser, som skilsmissen har medført. I får viden om asynkrone processer, og om hvorfor vi går igennem bruddet i forskellige tempi.

Undervisningstema: Samarbejdsformer- og reaktioner.

Møde 2 - Fortid: Mønstrene der tog jer væk fra hinanden

Hvad blev I tiltrukket af hos hinanden? Hvilke mønstre opstod mellem jer? Og hvordan viser de sig i dag, når I samarbejder om børnene? 

Undervisningstema: De emotionelle mønstre (emotionsfokuseret par-terapi)

Møde 3 - Fremtid: Triggere og Aftaler

I undersøger jeres grundsmerte, og hvordan du selv kan tage ansvar for den i det kommende samarbejde. Hvordan skal jeres samarbejde se ud og hvilke aftaler skal I have?

Tema: Tilknytningsteori - den mest gennemforskede psykologiske teori

Møde 4 - Nutid: At være sig selv i samarbejdet

Hvad er dit indre arbejde? Hvordan vender du hjem til dig selv? Og hvad drømmer du om i dit nye liv? Her laver I refleksionerne hver for sig. Du får viden om at forblive i integritet med dig selv og sætte tydelige grænser. 

Tema: Integritet og samarbejde

Proces

Hver gruppegang inviterer også til at få sat ord på, hvor samarbejdet er på nuværende tidspunkt og hjælp til det, der evt. bøvler, så vi arbejder oplevelsesorienteret med det, der er.

I arbejder kun sammen med jeres eks-partner eller alene og deler selvfølgelig kun det, I har lyst til.  

I får også løbende viden om, hvad både børn og voksne har brug for for at trives i en skilsmisse og hvordan det kan gøres helt lavpraktisk.

Dette er et gruppe-forløb og det er designet til at skabe værdi, som det er beskrevet ovenfor. Og det ved jeg det gør. Det er gruppen, der skaber magien og gennembrudene.

Ofte bliver jeg dog spurgt om jeg tilbyder par-terapi til at understøtte processen.

Derfor har jeg valgt at give mulighed for at tilkøbe par- sessioner.

Der kan tilkøbe max 3 sessioner.

En session koster kr. 2.500,- og varer 90 minutter.

Investering

Kr. 10.000,-

I kan betale på én gang eller i 4 rater mod et mindre administrationsgebyr (kr. 100,- pr. rate)

Datoer

Ikke fastlagt.

Startes løbende, når der er 2-3 interessede par.

Alle gange fra 17-21

Bemærk

For at deltage i gruppen opfordres I til at kunne være med alle 4 gange,
da det gør noget ved gruppens proces og tryghed, når nogen mangler.

Gruppe-størrelse: max 4 par. Gruppen gennemføres ved 3 par.

Tvivler I på, om gruppen er det rette for jer, fordi det foregår i en gruppe eller af anden årsag,
så skriv på lykke@lykkerix.dk eller ring på 2618 6896.

Jeg vil meget gerne svare på spørgsmål eller blot tage en samtale,
så I er trygge ved jeres tilmelding.

Sted

Gruppen afholdes på Frederiksberg i Sofias Hus.
Godthåbsvej 6, baghuset, 1. sal, 2000 Frederiksberg.

Der serveres kaffe, the og snacks.

Aftensmad kan medbringes eller købes i området.

Tilmelding