Privat: Sådan forløber tre uger i tresomhed

eller “en status, som blev en ufærdig konklusion…”

Efter mere end to ugers ferie alene med ungerne i vores sommerhus i en lille sydfransk landsby, er status denne:

Jeg kunne blive her til evig tid… Hvis bare. Jeg kunne få et par timer til fordybelse hver dag. I træk. For det her ferie med unger og ro er så inspirerende, at mit hoved er fyldt med idéer og ord. Jeg står op en times tid før ungerne og nyder stilheden med en kop kaffe. Elsker morgener. Når lyset kommer. Og hernede varmen. Og en mulighed for lige at hilse på mig selv, inden jeg hilser på nogen andre.

Men jeg når sjældent at være produktiv. For det er jo netop formålet med den morgentime. At den skal være rolig og at jeg mærker efter, hvad der bor hos mig lige nu. Tjekker ind. Finder ud af, hvad jeg kunne have lyst til. Det kan nemlig være så uendelig svært, når først ungerne står op med sultne maver, munder der snakker og ferie, der skal leves.

Lige nu føles det som om jeg kunne sætte mig ved computeren og skrive på diverse projekter 48 timer i streg. Det er skønt. Og frustrerende.

Status er den, at mange af mine bekymringer er blevet gjort til skamme. For intet af det praktiske har væltet mig. Jeg står jo også for tre måltider om dagen og alt det udenom derhjemme (måske ikke 3 uger i træk, men her kommer rutinen ind og bliver en hjælpende hånd). Og med mit praktiske gen, kan det egentlig undre, at mine bekymringer gik i den retning. Og ja, de hiver i mig en gang i mellem, men det er som oftest kun når jeg alligevel har sneget mig hen til ord og idéer.

Redningen er A’s middagslur. For den store er stor nok til at forstå, når jeg siger, at nu skal der være ro og alene-tid. Og vi skiftes. Hver anden dag er A’s middagslur hans tid. Den modsatte dag er det min. Det fungerer. Næsten. I hvert fald godt nok.

Konklusionen: jeg gør det igen. Så snart jeg kan slippe af sted med det.

Måske er to uger nok, men nu begynder den tredje uge alligevel at folde sig ud efter at jeg har sluppet behovet for den fordybelse. Den første uge havde sin charme med at lande og nyde hinanden fuldt ud, fordi ungerne var her og blev ved med at være det. De skulle ikke afleveres. Den anden uge, rendyrket ferie. Den tredje en forberedelse til at vende hjem. Og en øvelse i at lade sig mætte. Og nyde. Og være taknemmelig. Og mærke en form for feriehverdag.

Og alligevel. Ikke to dage ligner hinanden. Og derfor folder det her ferie-halløj sig ud hele tiden. Og det elsker jeg. At jeg faktisk ikke kan konkludere. Endnu…